Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Brugt tøj kan redde dagen for nye konfirmander

Et sæt konfirmationstøj løber let op i flere tusinde kroner, men når den store dag er forbi, ender de fleste konfirmationskjoler i skabet eller på loftet. Drengene kan med lidt held nå at bruge jakkesættet yderligere et par gange, inden teenageårenes vokseværk får tøjet til at stumpe på både ærmer og ben.

"Under alle omstændigheder er langt det meste konfirmationstøj så godt som nyt, når det pakkes væk, og det er jo ærgerligt, når andre kan bruge det," siger kirkemedarbejder Dorthe Kock, som er Kristkirkens repræsentant i et konfirmandprojekt, som kirkerne i Kolding Kommune er gået sammen om. Projektet går ud på at indsamle konfirmationstøj og sælge det videre til næste års konfirmander. Derved ønsker man at tilgodese klima og miljø ved at begrænse "tøjspildet". Samtidig kan et billigt sæt konfirmationstøj være en stor hjælp for familier, som har svært ved at få råd til at holde konfirmation.

"Vi indsamler brugt konfirmationstøj til både drenge og piger indtil 1. oktober. Derefter bliver tøjet sendt til rensning, og i november satser vi på at holde to events, hvor konfirmander kan se og eventuelt købe tøjet. En kjole eller et sæt tøj kommer til at koste 150 kr., hvilket svarer til prisen for rensningen. Der er ingen, som skal tjene på det," forsikrer Dorthe Kock, som er klar til at tage imod, hvis man ønsker at donere konfirmationstøj til projektet.

Ud over tøj er det også muligt at donere penge, som efterfølgende vil blive uddelt til økonomisk trængte familier som en hjælp til at kunne holde konfirmation.

Del dette: