Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Årets juleprædikener er næsten klar

Præsterne er klar til årets julegudstjenester.

Selv om der stadig er flere dage til den 24. december, så begynder årets juleprædikener at tage form hos Kristkirkens præster. Selv om de er vant til at prædike for mange, så er julegudstjenesterne med den særlige stemning, de kendte salmer og fyldte bænkerækker noget særligt for de tre præster, som gør sig ekstra umage, for at store og små kan få julens budskab med hjem til julefesten.

I Immanuelskirken kl. 15.00 vil Michael Lerche Nygaard benytte sin juleprædiken til at se tilbage på et "forbedringsårti".

"Vi nærmer os afslutningen på et årti, hvor meget har handlet om at blive bedre og se bedst muligt ud i andres øjne. Mange er desværre bukket under for den anstrengelse, der ligger i altid at skulle tage sig godt ud. Derfor vil jeg bruge min juleprædiken i år til at prøve at vise, hvordan vores identitet må hvile et helt andet sted, nemlig hos Gud, der elsker os så meget, at han selv blev menneske i julen," siger Michael Lerche Nygaard, som har fundet inspiration til sin prædiken i kunstens verden.

I Kristkirken kl. 15.30 er det Jan Holm Mortensen, der prædiker, og han har tænkt sig at give den højt besungne julefred et eftersyn.

"Her i julen synger vi om fred på jord og fryd på jord, og om engle, som daler ned i skjul. Men hvorfor skal de nødvendigvis gemme sig så godt?" spørger præsten, som vil bruge sin prædiken til at svare på spørgsmålet, om der mon findes en julefred, som er stærk nok til at vare hele året.

Traditionen tro bliver den tidlige gudstjeneste i Kristkirken kl. 14.00 lidt mere børnevenlig end de andre, og det kommer naturligvis også til at skinne igennem i den prædiken, som Per Damgaard Pedersen skal holde.

"Jeg kan afsløre, at vi alle sammen skal være med til at fortælle en julehistorie, men hvordan det skal ske, er indtil videre en hemmelighed," lyder det fra sognepræsten, som til gengæld gerne vil afsløre, hvad historien handler om.

"Julen er jo flere ting på én gang. Det er en stor historie, som omfatter det hele. Om den højeste Gud og om verdens begyndelse og ende og midtpunkt. Og så det den en inderlig historie, som går ind under huden og ind i sjælen. Det giver os en glæde indeni, at Gud er så menneskekærlig, at han selv bliver menneske for at frelse os."

Del dette: