Dåben bliver ofte sammenlignet med ”at blive vasket”. Og billedet er helt igennem bibelsk. Der er adskillige steder i Ny Testamente, hvor dåben forklares som en slags bad eller vask.

Af sognepræst Michael Lerche Nygaard

Apostlenes Gerninger 22,16: Da Paulus havde mødt den opstandne Jesus ved Damaskus, var han blevet slået med blindhed. Men profeten Ananias kom til ham og lagde hænderne på ham, så han fik synet igen. Og så siger Ananias til Paulus: ”Hvorfor tøver du? Rejs dig og lad dig døbe, og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn.” Pointen er her, at det er vores synder, vi får vasket af i dåben.

Peters 1. Brev  3,21: Her har Peter talt om Noahs ark som en profeti om den dåb, der senere skulle komme, den kristne dåb, vores dåb:  ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.” Her siger apostelen, at dåben er det vand, som nu frelser os. Dåben er altså ikke bare en hyggelig navngivning af en ny samfundsborger, eller et festligt indslag i gudstjenesten. Teksten siger, at når vi er frelst, så er det fordi vi er døbt. Fordi vi har fået det vand, som nu frelser os. Vi har åbenbart brug for denne vask, der ikke har med almindeligt snavs at gøre, men giver en god samvittigheds pagt.

Brevet til Titus 3,4-6: ”Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig. Det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser”. Igen bruges billedet af et bad, men tydeligvis ikke et almindeligt bad. Det er et bad, som giver nyt liv, genføder og fornyer.

Efeserbrevet. 5,26:  ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den, for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.” Menneskets egoisme er en del af vores åndelige arvemasse. Det betyder at vi ikke fødes som uskyldige, men enhver er sig selv nærmest, hvad der også hurtigt viser sig. Men Jesus har givet sig hen for os i kærlighed, netop for at rense os i dåbens bad, så vi kunne blive fremstillet som rene for Gud, og helt lydefri, dvs. fejlfri. Baggrunden for dette er at Jesus har givet sig hen for vor synd, og har båret straffen for den. Mere om dette nedenfor.

Hebræerbrevet 10,22: ”Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.” Her får information om, at dåben opretter en god samvittigheds pagt mellem Gud og os. I dåben bestænker Gud os, dvs. han gør os hellige og udvalgte. i Gammel Testamente kan vi læse om, at alteret og tempelinventaret skulle bestænkes med blod fra offerdyr, for at blive helliget til brug. Og vi hører også om, at Moses stænkede offerblod på folket, som et tegn på, at de var udvalgt af Gud. Når dåbens vand bestænker os, får vi del i Jesu blod og hans frelse, som er opfyldelsen af de mange profetier, som GT giver. Dåben er det sted, hvor Gud giver os del i Jesu soneblod for vore synder, så vi kan have en god samvittighed overfor Gud.

Baggrunden for de mange stærke ord om dåbens bad eller afvaskning er, at syndefaldet har bevirket det, kirken med et teologisk udtryk kalder for ”arvesynden”. Det er en skade på mennesket åndelige arvemasse, som gør at vi i udgangspunktet ikke ønsker at lytte til Gud eller have med ham at gøre. I stedet for kærligheden er egoismen blevet det styrende princip hos mennesket. Vi ønsker selv at være guder i vores egne liv, så at sige. Bibelen taler meget klart om denne sag, f.eks står der i Romerbrevet kap. 3, vers 21: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed,
så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.”

Udgangspunktet er at menneskeheden uden undtagelse har et minus på kontoen i forhold til Gud. Gud kunne med fuld have vendt ryggen til menneskeheden, som havde  vendt ryggen til ham. Men evangeliet er: I stedet sendte Gud Jesus til os, så han kunne betale for menneskehedens frafald og egoisme, ved at give sit liv som sonoffer, altså et offer, der forsoner Gud og mennesker. Det er der ingen rimelighed i, det er ”ufortjent”, som der står, og altså et udtryk for Guds kærlighed.

Og det er netop i dåben, forbindelsen mellem mennesket og Jesu sonoffer etableres. Her får vi del i korsbegivenheden på Golgata, som har kraften til at vaske tavlen ren i forhold til Gud, så vi kan begynde vejen hjem til paradiset på den nye jord.

Du kan læse mere om dåben generelt og barnedåben specielt i den lille, men meget dybe bog af Leif Andersen: ”Hvad bibelen egentlig siger om barnedåben”.

Sognepræst Michael Lerche Nygaard