Det gjorde Jesus aldrig

KIRKEN TIL DEBAT: Bibelen omtaler ikke kirken som et stenhus, men som Guds udvalgte folk. Ordet "kirke" anvendes simpelthen ikke om bygningen, man samles i, men kun om de kristne.

Det er vigtigt, og den lutherske kirke har med mellemrum mindet sig selv om det. Luther sagde: ”Vi er blevet vant til ordet ”kirke”som almindelige mennesker ikke forstår om den forsamlede flok, men om det indviede hus eller bygningen, skønt huset ikke burde kaldes ”kirke”, undtagen fordi forsamlingen mødes i den.”

Med tiden er der selvfølgelig kommet mange ting til i den kristne kirke, som de første kristne ikke kendte. De alvorligste ændringer er de indholdsmæssige, som fra tid til anden forvrider den kristne tro og lære. Langt mindre dramatiske er de kulturelle ændringer, der sker i ethvert fællesskab, der lever over tid. Mærkeligt nok får de kulturelle ændringer ofte større opmærksomhed end de indholdsmæssige. Nedenfor har jeg samlet nogle af de almindelige udsagn imod kulturelle forhold i kirken. Det er kritikpunkter, som jeg vitterlig ikke kan se de store problemer i, men læs og vurdér selv

 ”Jesus byggede ikke kirkebygninger”

Nej, men Ny Testamente fortæller, at store folkeskarer samledes om Jesus i synagoger og i templets søjlegange. Er det så forkert, hvis kristne bygger et hus at forsamles i?

”Jesus indskrev ikke medlemmer i sin forening.”

Hvad er der galt i medlemslister? Det er nødvendigt at vide, hvem der er medlem af et kirkesamfund, f.eks når økonomien skal klares. Medlemslisten kan også bruges til andre jordnære ting, f.eks når man skal vurdere udviklingen i kirkesamfundet.

”Jesus oprettede ikke et teologisk institut eller en bibelskole.”

Nej, men bliver kristen uddannelse forkert af foregå under dén form?

”Jesus anviste ikke en dress-code for sine disciple.”

Gør kirken det i dag? Nej vel?

”Jesus satte ikke en produktion af såkaldt nadverbrød eller oblater i gang.

Nej, men er det forbudt at sælge alterbrød, og have det som sit arbejde? Der var da også bagere på Jesu tid.

”Jesus benyttede sig ikke af hellige rekvisitter.”

Bortset fra Bibelen vil vi næppe kalde nogle af kirkens rekvisitter for hellige i sig selv. Hvad mon det er for ting fra nutidens danske kirke, der tænkes på?

”Jesus underviste ikke en bestemt dag i ugen.”

Er der ikke mange danske kirkesogne, der har undervisning i hverdagene? Jo, masser.


”Jesus købte ikke en vingård til fremstilling af nadvervin.”

Er der nogen, der har gjort dét? Det har jeg aldrig hørt om.

Listen over, hvad Jesus ikke gjorde, kan laves uendelig lang. Det må være rigtigere at spørge åbent, hvad vi i dag kan gøre, for at fremme kirkens mission i vort land, så mennesker omvender sig og begynder at bruge nådemidlerne. Her giver Jesus sin kirke en høj grad af frihed, rent formmæssigt

Naturligvis vil der være en grænse for hittepåsomheden, fordi den skal være tro mod Bibelens tale om kirkens mission. Men vi har altså rigtig mange muligheder, og irritation over kirkebygningerne eller oblaternes tykkelse er ude af proportion i den sammenhæng.