Jomfrufødslen er garantien for, at Jesus både er sand Gud og sandt menneske

Af sognepræst Michael Lerche Nygaard

”Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria…”

Sådan siger den kristne menighed i trosbekendelsen, der binder kirkerne sammen ud over jorden. Jomfrufødslen er så vigtig for kristentroen, at den naturligt fik sin plads i trosbekendelsen. I juletiden bliver vi i særlig grad mindet om denne side af troen, der på samme tid er grundlaget for højtiden og for selve den kristne tro i sin helhed.

Der er fortsat al mulig grund til at holde fast ved denne del af trosbekendelsen. For jomfrufødslen stadig er en bærende pille i kristentroen.

Der er blevet fortalt mange dårlige vittigheder om jomfrufødslen, som mange opfatter som en sød, men uvirkelig historie. Underet provokerer og er mere håndgribeligt, end fornuften bryder sig om. Men i den kristne tro har jomfrufødslen altid været en bærende søjle. Det er vigtigt, at Jesus ikke blev til som andre små børn. En konfirmand formulerede det sådan, at hvis Jesus bare havde været Josefs og Marias søn, ville han kun være ”almindelig”. Og det er netop sagen: Marias enestående graviditet viser os, at Jesus både er sand Gud og sandt menneske på én gang.

Uden jomfrufødslen ville han kun have været et menneske, evt. et meget begavet af slagsen. Og så havde der ikke været nogen grund til at holde jul. Selv med de mest usædvanlige evner ville han ikke have kunnet ændre forholdet mellem Gud og mennesker. Stærkest kommer det frem i påskebegivenheden på Golgata: Jesus kunne ikke have båret menneskehedens kollektive skyld, hvis han kun havde været et almindeligt menneske.

Det er derfor helt afgørende for den kristne tro, at julens hovedperson er Gud selv i menneskeskikkelse. Det indebærer samtidig, at Bibelens Jesus er fyldt af en ægte menneskelighed, der også er afgørende. Hans solidaritet og indlevelse i menneskers vilkår har kristne altid hentet stor trøst i, og som repræsentant for menneskene er han den eneste, der var værdig til at træde frem for Gud på menneskehedens vegne. Jomfrufødslen er på denne måde en forudsætning for hele det kristne budskab. I gamle dage havde man den skik under gudstjenesten, at man faldt på knæ for Jesu fødsel. Når menigheden i trosbekendelsen havde sagt ordene om, at Gud blev menneske, holdt man en kort pause, mens alle i kirken knælede i ærbødighed for det ufattelige under.

Der fortælles i en gammel skrøne, at Djævelen en søndag søgte ly for regnvejret i en kirke, hvor menigheden netop var i færd med at bekende troen. Da et par kirkegængere bagest i kirken blev stående efter ordene om Jesu fødsel, kunne selv Djævelen ikke beherske sig, men løb hen og skubbede dem ned på knæ, mens han forarget råbte: “Det manglede bare! Når Gud har gjort så stort et under for jeres skyld, har I bare værs´go at knæle!”. Den almindeligste indvending mod Marias graviditet er, at lægevidenskaben aldrig set noget tilsvarende. Mange konkluderer derfor, at der må være tale om en slags legende. Her går man imidlertid henover den pointe, som bibelteksten selv understreger: Gud har gjort noget, der ellers ikke skulle kunne lade sig gøre. Det umulige er sket. Derfor er det, at verden står på den anden ende i december.