I mange menigheder, inklusiv vores egen, gøres der en del for at kirken kan være så moderne som muligt. Men det er ikke nødvendigvis det samme som at kirken bliver fornyet

Læs en tankevækkende artikel om emnet af Jens Ole Christensen:

"Vi moderniserer løs og kalder det fornyelse?"

Replikken faldt for en måneds tid siden i en samtale med en leder fra en udenlandsk evangelikal bevægelse. Den har ringet i hovedet på mig siden. For den var ikke uden snert og genkendelse.

Jeg genkender dens problematik fra mit eget miljø. Og fra beslægtede. Både i vækkelsesbevægelser i folkekirken, i nyere evangelikale miljøer og i frikirkerne foregår der store moderniseringer i disse år. Og den frimenigheds- og valgmenighedsbevægelse, som af omgivelserne stort set læses som en teologisk reaktion på folkekirkens udvikling, har som et væsentligt bimotiv ønsket om et mere moderne touch i menighedsliv og forkyndelse.

Moderniseringerne kan have afsæt i moderniteten og handle om mere smart design på blade, publikationer og hjemmesider eller et bedre flow over afviklingen af møder og gudstjenester med filmklip, powerpoint- og filmpræsentationer og vigtigheden af hyggelige mødeledere med studieværtkvaliteter. Uden selv at have været til stede overalt vil jeg gætte, at en rejse rundt til denne sommers bibelcampings og -stævner ville give fornemmelse af at være til stede ved en konkurrence om nutidig form. Det er blevet tradition at være utraditionel.

Andre steder vil moderniseringerne i højere grad have afsæt i det, man kalder det postmoderne. Man vil være optaget af mere procesorienterede og sanselige gudstjenester, af den rigtige udformning af samspillet mellem smågrupper og større festsamlinger. Og de grupper, der er midt imellem: "Klynger" er det nye buzzword. I denne modernisering betyder autenticitet og nærvær mere end fremtræden. Man må gerne være nørdet, så længe man er det på den fede måde?

Man vil i begrundelserne her tale om, hvor totalt anderledes den unge generation oplever verden og hvilke nye samværsformer og kommunikationsformer, det udfordrer til.

Jeg bruger i denne fremstilling bevidst ord, som nogle læsere vil opleve som fremmedord. Det er ikke fremmedord for dem, der bruger dem. Heller ikke for deres målgrupper. Jeg taler også bevidst om de evangelikale bevægelser og de gamle vækkelsesbevægelser. Så vidt jeg kan se, går denne udvikling stort set mainstream-folkekirken forbi. Den forbliver stort set i sin form-konservatisme og nøjes med at liberalisere teologi og etik.

Tilbage til moderniseringsbevægelsen blandt evangelikale: Problemet er, at meget af dette er fornuftigt nok. Naturligvis skal vi forsøge at ramme et sprog, der siger nutidens mennesker noget. En missionær lander heller ikke i Phnom Penh og begynder at prædike på dansk. Og vækkelsesfolk har altid moderniseret. Fra min egen bevægelses historie er det en etableret sandhed, at Luthersk Missions stifter, smeden Christian Møller fra Nexø, var den første dansker, der lavede et illustreret børneblad og den første bornholmer, der brugte en skrivemaskine.

Problemet er de enorme forventninger, der er til moderniseringer. Undertonen bliver særdeles ofte: Kommunikerer vi bare på den rigtige måde, organiserer vi bare menighedslivet rigtigt, er vores ledere empatiske og vores forkyndelse autentisk, så kommer mennesker til tro. Og så vil de trives i vores miljøer.

Kontrasten til førnævnte Christian Møller er til at føle på: Moderniseringerne var tilsyneladende bare noget, han gjorde, mens hans forkyndelse og skriverier var fyldt af en søgen tilbage til en oprindelig, bibelsk funderet, politisk ukorrekt kristentro: det gamle evangelium, som aldrig glider let ned, men på bundlinjen giver den dybe og evige befrielse.

Det handler om spændingen mellem de moderniseringer, det er fornuftigt at foretage, og den fornyelse, som er et must, hvis vi overhovedet skal have nogen berettigelse.

Moderniseringer er fremadrettede. Fornyelse handler om at vende tilbage til kilderne. Formodentlig vil fornyelsesbevægelser i kirken derfor altid beskyldes for at være reaktionære.

Modernisering kan i nogen måde produceres frem ved tænkning og kreativitet. Det er i ordets bedste forstand et menneskeligt projekt. Fornyelse beror på et under, som vi kun kan trygle Gud om. Det handler om en berøring af evangeliet.

Vi kan til nød leve uden modernisering, men ikke uden fornyelse.

Derfor rejser den indledende replik i denne klumme et snerrende spørgsmål: Kan den store forelskelse i modernisering blive vores død?

Ikke fordi der er noget galt i moderniseringerne. Men fordi vi begynder at knytte forventninger til dem, som vi i virkeligheden kun kan knytte til Gud.

Det er nemlig meget tæt på at være en definition af sekularisering.

Jens Ole Christensen er generalsekretær i Luthersk Missionsforening. Kommentaren har været bragt i kristeligt Dagblad og anbefales på kristkirken.dk af Michael Lerche Nygaard