En mand gik til lægen med sine hjerteproblemer, men mere end det: Han medbragte også sin egen opskrift på, hvordan de skulle løses. Han havde nemlig set, at naboen tog nogle piller. Dem fandt han passende, og under konsultationen afgav han sin bestilling til lægen.

Af sognepræst Michael Lerche Nygaard

Lægen tabte mælet i første omgang. Men læger oplever jo så meget. Så han begyndte roligt at forklare, hvorfor det ville være en meget dårlig ide at ordinere naboens piller til manden. De var nemlig beregnet på andre mennesker i en helt anden situation. Hjertepatienten følte sig krænket over lægens forklaring. Han ville blæse på lægens faglighed. Han ville have piller som naboens! Til sidst måtte lægen gøre det klart, at han kun kunne tilbyde den medicin, som lægevidenskaben foreskrev. I modsat fald ville lægen ikke tage ansvaret. Derhjemme satte manden en større kampagne i gang. Det viste sig, at han havde et stort netværk i alle samfundslag, som nu blev sat i bevægelse for at påvirke politikere, journalister, lægestand osv. Nogle skrev i avisen, at det var diskriminerende, hvis ikke alle kunne få naboens piller: Folk med dårligt hjerte havde problemer nok i forvejen; hvis de også skulle ligge under for lægers diskrimination, var målet fuldt.  Emnet røg på forsiden af aviserne og i fjernsynet i den bedste sendetid. Flere sportsfolk, skuespillere og popsangere sympatiserede. På Christiansborg begyndte man at lugte stemmer. Politikere erklærede sig villige til at ændre loven, så hjertepatienter kunne få frit valg på apotekets hylder. Befolkningen blev også gradvist vendt. Først havde kun få taget forslaget seriøst. Men efterhånden som flere og flere af samfundets spidser bakkede op om fritvalgsordningen, blev folk betænkelige og tavse. Efter de første hårde mediestorme havde sågar nogle overlæger ytret sig mere og mere positivt overfor at ændre praksis på området. På Christiansborg håbede nogle, at lægestanden ville bede folketinget om en lovændring, så alle kunne få ret til de samme lægemidler. Højtstående medarbejdere i Sundhedsstyrelsen puslede allerede med en paragraf om, at man fremover ikke skulle kunne blive læge, med mindre man var villig til at udskrive medicin efter patientens eget valg.

Ovenstående er naturligvis en skrøne, og selvfølgelig dybt urealistisk. En læge udskriver jo kun medicin på grundlag af solid faglighed. I vores folkekirke, derimod, kan eventyret hurtigt blive til virkelighed. Homofile insisterer på at blive viet, noget som Bibelen entydigt forbeholder mand og kvinde. Alle mennesker er iflg. Jesus Kristus som ”syge”, der har brug for de rette lægemidler. Kirken er betroet at administrere disse lægemidler i verden, på Guds ordination. Derfor kan vi ikke som kirke være bekendt at administrere Guds ordninger på må og få. Det er hjerteløst overfor de homofile, som bliver snydt. At vi præster i samme hug vil svigte vores ”lægeløfte”, er også indlysende. Man vil spørge: Hvad blev der af fagligheden, sandheden? Og siden vil Gud spørge om det samme.