Den nye præst er faldet godt til i Kolding. Her fortæller han om, hvordan familien er landet.

"Lykken på Lykkegårdsvej"? Nå jah, det er måske at tage munden lidt for fuld, men det lyder da godt, ikk’? Og vi har bestemt ikke grund til andet end at glæde os over vores landing her hos jer i Kolding. Vi er landet godt – og i betragtning af, at vi kun har været i Danmark i en måned, er vi nået rigtig langt med at komme på plads som familie. Vi har også fået helt utrolig god hjælp af folk fra sognet, mine nye kolleger og min (gamle) familie – som har stillet sig til rådighed med alt lige fra gode råd, opstilling af møbler, forberedelse af færdiglavede retter til vores fryseboks og donation af fjernsyn til lån af bil. Vi er ganske enkelt helt benovede over al den godhed vi har mødt. Tak!

Mandag d. 2/3 blev en skæringsdato, for da startede den sidste af vore tre børn i dagsinstitution og vi fik endelig indregistreret vores dejlige Volvo, som vi har med hjem fra Israel. Så, bilen har fået opholdstilladelse – og nu mangler så bare, at Vicka også får det, men det skulle gå på plads i løbet af nogle få uger. Ellers nyder Vicka at arbejde med at indrette vort nye hjem. Hendes hoved fokus i de første uger har handlet om at få børnene landet godt. Nu er hun er så småt begyndt at overveje hvad hun skal tage fat i, når opholdstilladelsen tikker ind.

Børnene stortrives – når ellers de er raske (kulden er de ikke helt vant til). Katja blev taget så godt imod i 1. klasse på Bakkeskolen og hun nyder at boltre sig i SFO’en efter skoletid. Filip på fire undrer sig stadig over det mirakel, at alle vi møder snakker dansk. Hans første dage i Mosevejens børnehave har han taget, som om han skulle på fribillet til Legoland. Og der var god grund til at være begejstret, for – som han glædestrålende udbrød, da han blev hentet efter den første dag: ”mor, de slog mig slet ikke ihjel!” Lille Niels på to tager bare tingene som de kommer – glad og frejdig som han er. For alle tre var den helt store oplevelse den eftermiddag, vi tog ned og kælkede i Stejlbjerganlægget. Så var Danmark endegyldigt godkendt! Og tænk – vi får besøg af farfar og farmor igen og igen, sommetider flere gange om ugen!! Det er vi ikke forvænt med fra de sidste 10 år i Israel.

Personligt glæder jeg mig over arbejdsfællesskabet ved Kristkirken og mødet med menigheden i forskellige sammenhænge. Jeg føler mig allerede hjemme – selvom der er mange ting, jeg ikke har helt overblik over endnu. Jeg ser også frem til den visionsdrøftelse som menighedsrådet har taget initiativ til. Hvor er det godt at lande et sted, hvor der er så mange gode ressourcer i sving.  Lykken er lundefuld. Men det går nu helt godt på Lykkegårdsvej i disse dage! Og uanset hvordan det nu kommer til at gå med det hele – så er vi i Guds hænder! Og han er ikke lunefuld!