Ulvetime

En masse børn, små og store. Dukker, skuespil, sange med fagter, snak og grin, skattekiste, hygge og leg. Det er nogle af ingredienserne til en ulvetime, som foregår en torsdag om måneden.

Ulvetime-gudstjenesterne i Kristkirken er hyggelige gudstjenester for børn med forældre eller andre medfølgende voksne. Der kommer 70-100, og man møder bare op, hvis man har lyst.

Sidste gang kom Rebekka, en lille pige, ud af den store Bibel. Hun fortalte om en skovtur, hun havde været på sammen med sin gode ven Ben. Men det blev ikke en helt almindelig skovtur, for der kom pludselig en masse mennesker forbi, som ville lytte til Jesus. Rebekka fortalte videre, at Jesu venner fandt ud, at Ben havde en lille madpakke med to fisk og fem brød. Den kunne Jesus bruge. Han takkede Gud for maden og så skete der noget stort. Den blev til masser af mad, endda mere end folk kunne spise.

Forinden var dukkerne Rasmus og Victoria kommet forbi. Rasmus var blevet så sulten som en ulv og sammen med børnene og præsten fandt de ud af, at der var en madpakke i skattekisten. Der var også en lille sølvæske med oblater (nadverbrød), som præsten viste frem og fortalte om. Bagefter gik alle ned i Kirkebuen og spiste spaghetti og millionbøf.

Det er rigtig sjovt og hyggeligt at være med til Ulvetime. Samtidig har Ulvetimen et vigtigt formål, nemlig at være en håndsrækning til børnefamiliernes dåbsoplæring. Ved barnedåben hører vi, at selve dåbshandlingen kun er den ene halvdel af pakken. Anden halvdel er den oplæring, som dåben skal suppleres med, for at børnene kan få gavn af dåben. Og her er børnegudstjenesterne i Kristkirken tænkt som et tilbud til alle, der har lyst til at være med. Dåben er en stor gave, som er helt uvurderlig. Men gaven skal pakkes ud som andre gaver. Det bliver den, når de små får fortalt bibelhistorie, lærer Fadervor, og kommer med til gudstjenester som f.eks ulvetimen. Så kom og vær med - du møder sikkert nogen, du kender!

Datoer for ulvetimer i foråret 2012:

Torsdag den 26. januar kl. 17.00

Torsdag den 15. marts kl. 17.00

Torsdag den 12. april kl. 17.00

Torsdag den 10. maj kl. 17.00

Torsdag den 7. juni kl. 17.00

Vi er i kirken 17.00-17.30 og spisningen som er umiddelbart derefter slutter kl. 18.30

NB: Torsdag den 13. september 2012 er der 10 års jubilæum for Ulvetimen i Kristkirken 

Man behøver ikke tilmelde sig ulvetime på forhånd. Maden koster 20 kr. pr voksen, dog max. 60 kr. pr. familie.

Yderligere oplysninger hos sognepræst Michael Lerche Nygaard